Google Nexus 6P: Der er reelle alternativer til iPhone!

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on RedditShare on LinkedInBuffer this pageSharing is caring...

Kære læser. Sandsynligheden for at du ejer en iPhone er ganske høj. Hvis man ser på de tre første kvartaler i 2015, sidder Apple på 47 % af markedet for smartphones, efterfulgt af Samsung (26 %) og Sony (8 %). Jeg har også altid anbefalet alle, der gad høre på mig, at investere sparepengene i en iPhone: “Det er den lækreste, mest stabile og den, der holder længe inden den er outdated.” Android, derimod, er ikke helt gennembagt, ret grimt og i løbet af nul komma fem er din telefon klar til elektronikkirkegården. Lad mig sige det med det samme: Sådan er det ikke mere!

Nexus 6P, som bliver photobombed af sin fætter, Hauwei Watch
Nexus 6P, som bliver photobombed af sin fætter, Hauwei Watch

Min baggrund som “anmelder”
Lige så længe som vi har talt om smartphones, har jeg gjort en dyd ud af at være fremme i skoene indenfor området. Dels af hensyn til min karriere indenfor digital marketing, men også som foredragsholder, underviser m.v. Jeg har derfor brugt en hulens masse iPhone og Android-telefoner, og er bl.a. “fast” anmelder/influencer for Samsung, men har altid været Apple-evangelist.

Nexus vs. alle de andre Androider
Indenfor Googles Android-verden er der overordnet to “racer”: Den producent-brandede mobil, og så Nexus-produkterne, som kommer en gang om året, og som er Googles flagskib, hvor de introducerer nye generationer af deres Android-operativsystem. Sidstnævnte er såkaldte “rå Android”, hvor alting er præcis som Google’s designere og ingeniører har tænkt. Til gengæld er Nexus-mobilerne traditionelt ret upolerede, både hardwaremæssigt men også i softwaren, da langt de fleste Android-mobiler alligevel er producent-brandede, hvor Samsung, Sony, LG, Huawei, HTC mv. lægger deres eget design og funktioner henover styresystemet. Det er en stor gåde for mange hvorfor Google på den måde tilskynder andre at sætte deres egne præg på brugsoplevelsen, men mon ikke dette valg er truffet med hensyntagen til producenternes indbyrdes positionering på markedet?

Nexus-telefoner produceres i samarbejde med en af hardwareproducenterne, og i 2015 er der to Nexus’er på markedet: Nexus 5x, som produceres sammen med LG og den store og ca. 1000 kr. dyrere Nexus 6P, som produceres sammen med kinesiske Huawei. “Discount-Kina-crap” hører man tit folk omtale Huawei, men netop Nexus 6P, som jeg nu har haft et par uger sammen med, er alt andet end discount og crap.

Hardware og design er næsten helt i top
Hvis vi starter med hardware-designet er telefonen fremstillet i superlækker alu-kvalitet, hvor især den mørkegrå ser vildt lækker ud, og i virkeligheden mere premium end hvad prisskiltet på ca. 5000 kr. ellers kunne indikere. Når det så er sagt, er der noget der tyder på at skinnet bedrager: Min har således få en lille, men synlig, blød bule på bagsiden. Det ville man ikke se med en iPhone 6s!

Skærmen er fabelagtig og med sine 5,7″ en lille smule større end skærmen på den store iPhone 6s Plus – men alligevel føles mobilen markant mindre i hånden. En af årsagerne er Nexus 6P er uden en fysisk “home-knap”, men der er alligevel en fingeraftrykslæser, som jeg vender tilbage til. Men skærmen… Den er viiiirkelig lækker, og helt på højde med iPhone 6s og 6s Plus og næsten lige så smooth og skarp som Samsung Galaxy S6 Edge+, som jeg vender tilbage til i en senere anmeldelse. Farverne er noget mere mættede og klare end iPhone, som lagt lige ved siden af Nexus 6P virker lidt udvaskede og… kedelig.

Normalt går jeg ikke vanvittig meget op i højttalerkvaliteten i mobiler, men at se YouTube og Facebook-videoer på Nexus 6P er rent faktisk en stor fornøjelse, selv uden headset. Der er frontvendte ægte stereo-højttalere, som har højt output uden at forvrænge. Til sammenligning virker en iPhone, med sin lille mono-højttaler i bunden mildt sagt som en svagpisser.

På siden af telefonen finder man to fysiske knapper: En power-knap og en skru-op-og-ned “rocker”, som man lige skal vænne sig til. Den første uge kom jeg altid til at skrue op eller ned for lyden på telefonen, bare ved at holde den i hånden. Et lille æv, men jeg har vænnet mig til det. På bagsiden af telefonen er der, som sagt, en fingeraftrykslæser, som virker endnu hurtigere og endnu mere præcis end den ellers forbedrede læser på iPhone 6s. Man sætter pegefingere på, når man griber telefonen i lommen eller på bordet, og den er klar til leg inden du når at kigge på displayet. Sweet.

I bunden af Nexus 6P finder man et ladestik af USB-C typen, som ikke er særligt udbredt – endnu. Man kan bruge sine gamle mobilladere hvis man køber et andet kabel til dem, men tjek op på at tredjepartskablerne er af den rigtige type. Søg på Google, og du skal finde. Den medfølgende lader er super hurtig, og lader op fra 0 til 100 % på ca. 90 minutter. Strøm er i øvrigt ikke et issue med Nexus 6P, og den holder fint til en hel dags almindelig hårdt nørdebrug og til dig, der bare hele tiden skal holde dig opdateret på Snapchat, Facebook, Insta osv. I Android-verden opererer man med “on screen time” og jeg har ingen problemer med at nå 4-5 timer.

Kameraet gider jeg ikke rigtig skrive om, da det så absolut og helt og aldeles lever op til mine krav til fotos og video til social media og husbehov. Er du fotonørd, så tjek en anden anmeldelse. Bum! Jeg har købt min Nexus 6P i 32 GB-udgave, og det er altid rigelig til mig. Jeg sparede dog ikke det helt vilde i forhold til en 64 GB’er, men den var ikke tilgængelig i den lækre mørkegrå farve, da jeg skulle købe.

All in all, på hardware-siden, er Nexus 6P megalækker og veludført, dog med en lille uønsket bule i min, og skærm samt strøm er helt plingeling. Men nu er softwaren en af de afgørende faktorer for mange Nexus-ejere, så lad os kigge på det.

Lækker skumfidus!
Android 6.0 Marshmellow blev introduceret samtidig med Nexus 5x og 6P og i tidligere generationer af Nexusser har operativsystemet føltes, mildt sagt, beta-agtigt og med masser af bugs. Sådan er det heller ikke længere! Min Nexus 6P har aldrig frosset og faktisk har jeg endnu ikke været nødsaget til at gøre grimme ting ved programmer, der hænger eller oplevet crash. Det er saftsuseme et fremskridt, der vil noget i forhold til tidligere generationer!

Samtidig er systemet også blevet rigtig lækkert æstetisk, og det er absolut her hvor jeg ser en af de helt store forskelle fra producent-brandede udgaver af Android, som mildt sagt alle er forholdsvis… grimme! Især Samsung…! Normalt har jeg installeret andre launchers på mine Androider, men for første gang meget længe er det eneste jeg har skiftet ud baggrundstapetet, og jeg har installeret et andet tastatur. Ikke fordi standard-Google-tastaturet er ringe, men jeg er bare superglad for SwiftKey, som reder mig fra mange stavebøffer og ineffektive tastaturtryk. Alt andet er som telefonen var, da jeg hev den ud af æsken.

Samtidig har Google integreret sine services helt sømløst alle relevante steder og hvis man vælger at køre med engelsk sproglag får man adgang til Google On Tap, som betyder at man kan trække flere samtidige søgninger (både på “internettet” og i email, kalender, kontakter mv.) på det tekst, der er synlig på skærmen lige i øjeblikket. Faktisk en ganske brugbar funktion, i modsætning til eksempelvis 3D Touch på iPhone 6s… *gab*

Som sagt tror jeg at du er iPhone-bruger, for det er de fleste jeg kender, men en af de absolut vigtigste forskelle på din verden og Android-verden er notifikationer. På Android får du alle relevante notifikationer i et rullegardin, som du “hiver ned” fra toppen af skærmbilledet. Det fungerer vanvittig godt, særligt sammen med et Android Wear smartwatch, som jeg måske vender tilbage til i et andet blogpost. Jeg ved godt at man i teorien kan det samme på iPhone, men trust me, det her fungerer perfekt i praktisk daglig brug, i modsætning til situationen på iPhone.

Udvalget af apps til Android er, i forhold til mine specifikke behov, helt på niveau med iPhone, og indholdet på Google Play Store har også fået sig et gevaldigt kvalitetsløft igennem de seneste par år. Der er således ingenting jeg savner, og selv de fleste emojis er nu brugbare (det ér altså vigtig for (alt for) mange!)

Konklusion
Jeg er så vild med min Nexus 6P! Den er lækker, hurtig, smooth, og Android Marshmellow holder sig bestemt ikke tilbage i forhold til iOS 9.1. Makkerskabet med Android Wear er et absolut bonus, men er du ikke smartwatch-typen er du stadig veludrustet med kineseren fra Huawei i lommen. Især hvis man sammenligner prisskilte med iPhone 6s Plus, som er den reelle modkandidat i Apple-lejren – dog uden at den føles så relativt klodset som 6s Plus. Men også Samsung S6 Edge+ er sat til vægs i value-for-money.

Jeg kan derfor på det varmeste anbefale dig at bevæge dig ned til din telepusher og prøve den af i virkelighedens verden eller spørge mig om “du må prøve at holde den” hvis vi ses. Det er vanedannende og føles rart. :)

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on RedditShare on LinkedInBuffer this pageSharing is caring...

2 tanker om "Google Nexus 6P: Der er reelle alternativer til iPhone!"

  1. Tak for din anmeldelse Jeg syntes bare ikke googles software er særlig kønt og hardwaresiden er hele tiden skiftende producenter selvfølgelig for at holde prisen nede. Og så frem for alt mangler der bare sjælen, lækkerhedsfaktoren. Med hensyn til 3 d touch på iPhone er det efter min mening en af deres største nyskabelser, nå man vender sig til at bruge det er de som højreklik på computeren svært at undvære. Og jeg er sikker på det vil få stor udbredelse i fremtiden, også på andre platforme.

    Jeg har også prøvet mange forskellige Android telefoner og tablets. man er altid vildt begejstret i starten men når begejstringen har lagt sig, vender man tilbage til iPhone. Fordi det bare er så gennemført helt ned i mindste detalje og software og hardware bare spiller sammen. Og så er der frem for alt en sjæl i deres produkter som man ikke finder andre steder.

  2. Super anmeldelse Hans.

    Jeg er dog i forvejen Android fan, så der skal ikke så meget til at overbevise mig :)
    Men noget af det der undrer mig er at du skriver at du har haft problemer med de tidligere Nexusser?

    Jeg har haft 4’eren og er den lykkelige ejer af 5’eren nu og har aldrig oplevet problemer med dem?
    Er det ikke de launchers du har installeret som har skabt problemerne, tror du?
    Jeg har altid kørt med standard launcher og den hænger aldrig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *